Med udgangspunkt i albummet “Big Folk” møder Helene Blum & Harald Haugaard Band i den kommende uge Fyns professionelle big band Tip Toe i tre koncerter fordelt i Esbjerg, Kolding og Odenses nye koncerthus Odeon. “Big Folk” var oprindeligt et samarbejde om koncerter og album mellem Tip Toe Big Band og Harald Haugaard alene, men ved de kommende tre koncerter er det hele Blum & Haugaard Band inkl. sanger Helene Blum, guitarist Mikkel Grue, cellist Kirstine Elise Pedersen og slagtøjsspiller Sune Rahbek, der slår sig sammen med det 17-mand store ensemble og dirigenten Torben Sminge. Koncertens første sæt bliver baseret på Blum & Haugaard Ensembles lyd og udtryk med gæster fra big bandet. “Friheden Station”, “En lille dråbe blod”, og den gamle Serras klassiker ’99 er på sætlisten. Andet sæt består derimod af de af Harald Haugaards numre, som blev indspillet på albummet Big Folk, bl.a. “Den Femte Søster”, “K2” og “Favn” samt to nye arrangementer af Helene Blums sang “Et øjebliks stilhed” og Carl Nielsens “Tit er jeg glad”. Den store big band lyd møder akustisk folk. Kraftfulde og poetiske udtryk og masser af spilleglæde er i højsædet ved de tre koncerter.
Yderliger info: http://tiptoebigband.dk